23. december 2012

Glædelig jul 2012

Det er blevet lillejuleaften, og jeg er så heldig, at min kæreste er sneet inde hos mig, så vi får en dag mere sammen end planlagt.

I år har jeg været usædvanlig tidligt klar med langt de fleste juleforberedelser, hvilket betyder, at der har været afslapning og hygge, siden jeg gik på juleferie fredag. I dag er juletræet blevet pyntet, ris a la manden er lavet og i det hele taget er alt, der kan klares inden selve juleaften på plads, så nu sidder vi og hygger med et glas vin og nyder stemningen med levende lys og dejlig varme, som står i stor kontrast til den snestorm, der raser udenfor.

15. december 2012

Mio min elskede Mio

Mio, 20 år og 13 dage gammel.
* 16/5 1992 † 14/12 2012
Efter mere end 20 år sammen har jeg svært ved at finde ud af at agere uden dig.
Jeg hører dig kalde ved døren hele tiden.
Jeg kigger efter dig ved mine ben, så jeg ikke træder på dig eller falder over dig.
Du mangler til at tage imod mig, når jeg låser døren op og går ind.
Der er ingen udover mig, der kigger intenst efter lækkerier, når jeg åbner køleskabet.
Når jeg bøjer hovedet tilbage, er der ingen, der spinder og nusser mig.
Når jeg rækker hånden ned, kommer ingen og vil kæles for.
Når jeg kalder MIIIIOOOO, sker der intet.
Når jeg klapper på sofaen, kommer du ikke og hopper op.
Når jeg finder kameraet frem, er mit faste motiv væk.
Når jeg er rigtig meget ked af det, mangler du, der altid har læst mig og trøstet mig. Men du kan ikke være her og trøste mig, når det er dig, jeg har mistet.

Jeg glemmer dig aldrig, Mio. Jeg vil altid elske dig i min stille sind.

13. december 2012

Jeg glæder mig i denne tid

Og det er der rigtig god grund til, for der er rigtig meget, jeg glæder mig til.

Lige nu og her er det en bestemt ting, jeg glæder mig helt vildt til. Jeg tæller dagene, for nu er der ikke længe til. Alt er betalt, ansøgt, indsendt osv. og jeg mangler kun at få indrejsetilladelse til USA og købe nogle dollars...

Det er naturligvis min rundrejse i Mellemamerika, jeg snakker om :)))



Jeg dagdrømmer om alle oplevelserne hver dag, og det bliver bare en af de største oplevelser i mit liv, er jeg sikker på. Drøm bare med ved nedenstående fotos, som er fra nogle af de mange steder, jeg skal besøge... Uhm...


Chichicastenango-markedet, Guatemala

Atitlansøen, Guatemala

Casco Viejo, Panama City, Panama

Cappucinerabe, Costa Rica

Isla de Ometepe, Nicaragua

Granada, Nicaragua

Masaya-vulkanen, Nicaragua

Indbyggere i El Salvador

Mayaruiner i Copan, Honduras

Antigua, Guatemala
Åh hvor jeg glæder mig!!!

Edit 15/12 2012: Har fået indrejsetilladelse til USA :))

12. december 2012

Bare for sjov? Skal jeg grine nu?

Jeg kan virkelig undre mig nogen gange...

I går blev jeg atter ringet op af den kvindelige medarbejder ved Aalborg kommune omkring de fluer, jeg havde klaget over i sommer (indlæg om flueproblem her). Minkfarmens ejer skulle angiveligt have udtrykt overfor hende, at han var ked af, jeg havde klaget over de fluer, der forpestede mit liv. Så hun ville høre, om jeg stod fast på min klage, eller jeg ville trække den tilbage?

A hwa?? Skulle det så have været for sjov, jeg klagede?!? Ellers kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle ændre noget. Der er ingen fluer nu i december, men det ændrer da intet ved, at vi i de tre rækkehuse her måtte leve hele sommeren med fluenet på døre og vinduer for at kunne trække vejret uden at inhalere fluer. Problemet var så kendt her i vores lille flække, at det endda var med i byens revy. "Fluebo" blev Lejerbo omdøbt til i revyen.

Så fortalte hun, at minkavleren havde sagt, han havde talt med mig, og jeg havde sagt, at det ikke var så slemt alligevel.

Øhm... Nå! Jeg har aldrig nogensinde talt med manden, så jeg har svært ved at se, hvordan han kan referere en samtale, vi ikke har haft?!?

Så forsøgte hun sig med, at det måske var en af mine naboer, han havde talt med, som ikke mente, det var så galt.

Det skal jeg jo ikke kunne svare på, men vi har som nævnt alle tre boet i fluenet hele sommeren, og det er ikke, fordi vi synes, det er pænt.

Hun spurgte igen, om ikke jeg ville trække klagen tilbage.
"Nej, det vil jeg ikke." var mit klare svar.




Jeg kunne se, at nummeret, der blev ringet fra, svarede til kommunens numre. I sommers ringede jeg selv til dem, så det MÅ have været en medarbejder ved Aalborg kommune, jeg talte med. Uden de to fakta ville jeg være rigtig meget i tvivl, om ikke jeg i stedet havde talt med en særdeles konfliktsky ven af minkavleren.

Alt i denne sag er håndteret så uprofessionelt, som det formentlig kan blive. Når kommunen modtager en klage, ville jeg ellers tro, der var klare retningslinier for håndteringen. Men nej. Jeg er i alt fald på intet tidspunkt blevet taget alvorlig.

Ja, ja... Problemet er løst for mig. Jeg har opsagt min lejebolig, så det bliver en anden, der må nyde selskabet af millioner af minkfluer næste sommer.