4. august 2017

Kartoffelmos af nye kartofler

Jeg har inviteret guldklumperne til roastbeef i aften, og Lærke på 10 måneder har ikke så mange tænder, men kan godt lide kartofler og sovs. Derfor bestemte jeg mig for at lave bagt kartoffelmos.

Men ak og ve... Kartoflerne jeg købte tidligere i dag var helt nyopgravede. Kartoffelmos skal laves på gamle kartofler eller bagekartofler, har jeg altid hørt. Jeg ved, jeg har forsøgt før, men jeg har ikke hukommelse til at huske resultatet. Mener der var noget med sej kartoffelmos med klumper.

Men denne gang lykkedes det! Og så vil jeg naturligvis gerne dele erfaringen med andre.
  1. Jeg skrællede kartoflerne, og lagde dem i koldt vand i en gryde. 
  2. Uden at skifte vandet skar jeg kartoflerne i mindre stykker.
  3. Gryden over kog UDEN salt. Lod dem koge en del længere end, hvis de skulle have været spist som almindelige kogte kartofler. Hældte vandet fra og satte lige gryden på pladen, så det sidste vand kunne dampe af.
  4. Med håndmixeren moste jeg dem. Puttede en klat stegemargerine i og startede mixeren. 
  5. Efter lidt tid tilsatte jeg mælk, til det fik den konsistens, jeg vil have. 
  6. Smagte til med en god del salt og peber.

Voila! Kartoffelmosen er perfekt!

Det kan altså godt lade sig gøre at lave kartoffelmos af nye kartofler.
Hvis du prøver denne fremgangsmåde af, hører jeg gerne om resultatet :)


12. juli 2017

Lyt


Jeg anser mig selv for at være rummelig og åbensindet. Jeg kan godt rumme mennesker med andre holdninger end mine. Det oplever du bl.a. ved, at jeg er god til at lytte, stiller spørgsmål og engagerer mig i dine ord. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg er enig med dig. Jeg forsøger blot at finde ind til, hvorfor du har dine holdninger.

Jeg oplever tit kritik. Det kan være kritik rettet mod chefer, kolleger, familie, venner, politikere og alle mulige andre. Når jeg hører kritik, danner jeg automatisk en ring omkring den person, der kritiseres. Hvorfor gør personen sådan? Hvad har formet den person? Hvad motiverer personen? Hvad skræmmer den person? Kan der være en god grund til, at personen agerer sådan? Kan personen i virkeligheden ikke handle anderledes, derfra hvor han/hun står?

Selvom jeg intet har til overs for en anden persons handlemåde eller holdning, kan jeg godt se verden fra andre sider end min egen. Når jeg forstår, hvorfor folk handler og siger, som de gør, er det svært at kritisere eller fordømme dem. De kan jo ikke handle anderledes! Det er logisk, at de gør, som de gør. Jeg kan godt fordømme en handling eller holdning, men jeg kan ikke fordømme en person.

Mennesker interesserer mig. Kommunikation interesserer mig. Psykologi interesserer mig. Interaktion mellem mennesker er utrolig interessant.

Man kan finde svar på meget, når man lytter. Man kan finde indre ro, når man forstår.


30. juni 2017

Social Media Manager

I dag til eksamen på UCNact2learn har jeg forsvaret min rapport indeholdende en strategi for markedsføring via de sociale medier for en lokal håndværker. Det gik fint, og jeg kan nu kalde mig "Social Media Manager". Uddannelsen er en del af akademiuddannelsen i kommunikation. Jeg glæder mig til at komme ud og bruge mine nye færdigheder.

Tillykke til mig!

19. maj 2017

WIP - Lyn og skyline

WIP del 1 - 19/5 2017

Jeg har surfet lidt rundt på nogle helt fantastiske fotos af lyn, og så fik jeg idéen at prøve at male tilsvarende. Jeg startede med en tegningsskitse, men den glemte jeg at fotografere, inden jeg malede over med sort og hvid maling. Baggrunden var i øvrigt rød og grøn, så det ville nok ikke have været let at se blyantstregerne på et foto alligevel. Lærredet måler 30 x 40 cm.

Her er første grove lag maling:




WIP del 2 - 2017

J

WIP - Knud Ebbes kvinde på gulv


WIP del 1 - 19/5 2017

I min fars stue hænger dette maleri ved spisebordet. Det er et maleri, jeg har set på hele mit liv, og jeg troede faktisk, min mor havde malet det. Men det er min morbror, Knud Ebbe, som har malet det. Det er signeret "Seerup 73". Om Knud Ebbe altid kun skrev "Seerup", er jeg ikke klar over. Mor brugte "Aa. Seerup" og jeg bruger "B Seerup", så reelt kunne jeg have gennemskuet, at det ikke var mors. Det er dog først i dag, jeg er blevet bevidst om vore forskellige signaturer.

For nylig var vi samlet for at fejre mors fødselsdag. Det var første gang, vi gjorde det uden hovedpersonen, eftersom mor døde i november 2016. Den dag blev der talt om maleriet, og jeg husker, far fortalte, at det var en kopi af et andet maleri. Kunstneren til det oprindelige maleri kender jeg ikke.

Min storesøster og jeg tog den dag et foto af maleriet, og aftalte at vi skulle prøve at kopiere det. Det kom jeg i tanke om i dag, så nu er jeg begyndt. Knud Ebbes maleri måler ca. 70 x 90 cm. Mit måler 30 x 40 cm.

Her er min morbrors maleri:
 


Her er min blyantsskitse:




WIP del 2 - 19/5 2017

Jeg har nu lagt vejledende farver på med meget vandfortyndet akrylmaling. Allerede her kan man se, at det ligner det oprindelige maleri. Tørretid...




WIP del 3 - 20/5 2017

I dag har jeg arbejdet med at nærme mig de rette farver, og jeg har brugt ren akrylmaling. Da mit lærred er så lille, har selv små forandringer stor betydning for resultatet. Man kan dog sagtens se lighederne.









17. maj 2017

Et lille maleri

Det er sørme længe siden, jeg sidst har malet. Bortset fra et noget tekst har jeg faktisk ikke malet i fem år. I går - på min yngste søns 26 års fødselsdag - malede jeg dette lille maleri, der måler 20x30 cm. Det er da meget sødt, ikk'? :)



Om jeg maler mere, eller det kun er en døgnflue, vil vise sig.

6. maj 2017

Udplantning i haven i højden

Jeg er så heldig at have en lækker, stor altan til min nye lejlighed. Jeg har aldrig været vild med at slå græs, så "haven i højden" er jo en temmelig smart løsning for mig.

Jeg såede for noget tid siden indendørs, og i går var det så endelig varmt nok til at udplante i krukker og altankassser. Faktisk siger vejrudsigten nattefrost i næste weekend, men så må jeg tage alt, jeg kan og flytte ind om natten.

Spejlreflekskameraet blev fundet frem og støvet af, for når der skal være fokus på detaljen, er det et herligt legetøj. Må jeg præsentere... Haven i højden den 5. maj 2017 :)


Smukke spanske margueritter. Jeg har både denne farve og mørk violet.

Kan du se, hvad det er? Mine altankasser er beboet af disse tagetes, der får varme, solgule og orange blomster.

Tropæolum - også kaldet blomsterkarse og tallerkensmækker - også i solgule og orange nuancer. Er plantet i altankasser sammen med tagetes.

Krydderurter skal der til! Dette er en basilikum.

Oregano

Bredbladet persille

Timian


Haven i højden er fornøjeligt for både synet, lugtesansen og smagen. Jeg har købt mig en lækker, ny sommerstol, der kan lægge ryggen ned og løfte fødderne op, så jeg rigtig kan nyde det og slappe af herude :)

14. april 2017

Den Dominikanske Republik og Haiti 2017 (Hispaniola)

Så blev det endelig tid til at rejse ud i verden igen. Denne gang gik turen til Caribien til øen Hispaniola, der består af de to lande Haiti og Den Dominikanske Republik (DR).

Kitesurfing i Cabarete


Jeg tog sammen med min rejseveninde, Sanne, hjemmefra den 19/3 og var retur i Danmark den 3/4 2017. Det er faktisk femte gang, vi rejser sammen, men det er første gang, at det var en charterrejse. Vi bookede rejsen gennem Apollo Rejser, og fløj direkte fra Billund til Puerto Plata og retur.


Den Dominikanske Republiks flag


DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK

CABARETE

Vi boede i DR på nordsiden i byen Cabarete, som ifølge Lonely Planet har øens bedste strand og bølger. Det må jeg nok give dem ret i. Jeg siger normalt, at jeg aldrig rejser efter strande ude i verden, eftersom vi har de bedste på Jyllands vestkyst. Men jeg indrømmer, at bølgerne ud for Cabarete slår Vesterhavet. De når ganske tæt på land helt op på 3-4 meters højde, og for en vandhund og adrenalinjunkie som mig er det en uimodståelig fristelse at lege i dem.

Her er lidt fotos fra Cabarete:

Hvad mon der sidder på det store blad på denne blomstrende plante ved vores terrasse?

Cabarete cirkus

God humor :D Skilt ved Cabarete cirkus

Lokal kunst

Indisk vegetar- og yogarestaurant med flot trappeopgang

Souvenirs!

Den er da sjov, ikk'? To køleskabsdøre. Den øverste viser magneter på ydersiden. Den nederste anvender indersiden til plantekrukker

Den katolske kirke i Cabarete.

Callejon De La Loma hedder denne helt almindelige gade i Cabarete. Jeg kan få øje på det lokale fitnesscenter og en køreskole.

Cabarete grundskole

Lagune i Cabarete. I lagunen svømmede mange spændende fisk rundt af den slags vi har i akvarier i DK bl.a. kampfisk.

Voodookongens stol er øverst. Jeg står blandt de troende, og til venstre bag mig er den dybe hule, der ender i en meget smal og meget dyb lagune.
Brug fantasien lidt og du vil se og høre ceremonien.

Jeg er ærlig talt lidt bange for at glide på de våde drypsten i denne smalle hule og falde ned i lagunen.

En drypstensfigur under jorden i Cabarete. Hvad synes du, det ligner?

De bølger der er de bedste i DR. De dage, jeg ikke var ude på oplevelser, tilbragte jeg her, og jeg brugte mere tid i bølgerne end på solvognen.
Det var sååå lækkert med de op mod 4 meter høje bølger så tæt på land at lege i.
En enkelt gang kom et par lokale mænd ud efter mig og fortalte med alvorlige miner, at det var farligt... Ja, ja, men det er altså endnu mere sjovt!! :D :D :D
Og helt ærligt... De legede lidt med mig, inden vi pligtskyldigt gik tilbage til stranden.

Kitesurfernes paradis Cabarete

Skik følge eller land fly!
Verdens bedste cigarer laves i mange varianter her i Caribien. Der findes også mange gode dominikanske.
Denne er dog en Cohiba fra Cuba. Fidel Castros favorit. Pissedyr. Mild og blød i smagen. Jeg nød den og følte mig som en indfødt. Hehe

Den dag, jeg var i Puerto Plata, nåede jeg akkurat lige ind i Gua Guaen, før regnen ramte. Når det regner i troperne, regner det meget!
Dette foto er taget fra mit hotel, da jeg nåede hjem til Cabarete. Der gemmer sig hotellets indkørsel, en vej og en tankstation under regnvandet.


Man transporterer sig gerne med motorcykeltaxa og Gua Gua minibusser, men også meget med taxa, privatbiler med licens til at køre taxa på aftalte strækninger (de er markeret med bogstavet for ruten) og store, airconditionerede busser. Sidstnævnte ejes af Caribe Tours, og kører mellem de største byer i DR og til Haiti. Caribe Tours har faste priser på ruterne, mens de andre transportmidlers priser kan forhandles. Med andre ord: Aftal prisen INDEN du kører. Ellers er det chaufføren, der bestemmer prisen.


PUERTO PLATA

Jeg ville ind og se den lidt større by, Puerto Plata, og valgte at tage med Gua Gua. Dels er det hammerbilligt, og dels er det en oplevelse. Klichéen siger, at der er høns og geder med den slags busser, men det var der nu ikke. Til gengæld kan der være rigtig mange mennesker, og det er superhyggeligt :)

Puerto Plata er navngivet af Christopher Colombus og hans bror Bartholomew, og jeg har hørt to forklaringer. Den ene siger, at vandet havde et flot sølvfarvet skær, da brødrene nærmere sig området, og derfor gav de stedet navnet, der betyder "sølvhavn". Den anden forklaring lyder, at området så ud til at være fyldt med sølv, da brødrene kom sejlende. Dette sølv har jeg ledt lidt efter. Det er nemlig et bestemt træs blade, der bliver sølvfarvede, når de tørrer ind på jorden, og dem er der rigtig mange af i DR, så forklaringen er i mine øjne plausibel. Jeg er kommet frem til, at det er træet "cecropia peltata".

Her er lidt fotos fra Puerto Plata:

Enhver større by har en central plads, som er samlingssted for byboerne. I Puerto Plata hedder pladsen ganske enkelt "Parque Central".
Her ligger denne fine pavillon, "La Glorieta", der også fungerer som musiktribune.


Puerto Platas rådhus. Byens våbenskjold sidder oppe i den trekantede mur i toppen af facaden.
Puerto Platas våbenskjold består af en sølvfarvet baggrund med bogstaverne F og Y, et grønt bjerg samt blå og hvide bølger. F = Ferdinand, som var konge i Spanien. Y = Ysabel, som var dronning i Spanien. Bjerget er Isabel de Torres, som ligger lige bag byen. Bølgerne er havet, og sølvet er som beskrevet tidligere. Våbenskjoldet genså jeg senere i en anden by.
Jeg ville have været oppe på Pico Isabel de Torres med svævebanen, men der var tydeligt uvejr på bjerget, og det bevægede sig nedad mod os, så det endte faktisk med, at vi efter turen i byen akkurat lige nåede ind i Gua Guaen hjem, før det stod ned i stænger, og veje og stier blev omdannet til floder.

Omkring Parque Central ligger byens flotteste viktorianske huse fra kolonitiden

Flere smukke kolonitidshuse.

San Felipe Catedral ligger også ved Parque Central. Dominikanerne er primært katolikker.

Da katedralen blev bygget, blev den udsmykket med mosaikker doneret af byens borgere. Nogle familier havde råd til at give store mosaikker som disse to. Andre slog sig sammen. Det er en fantastisk stærk og god idé, der giver katedralen et varmt særpræg og en følelse af samhørighed.

Ravmuseets logo. Minder det ikke om et eller andet?

Det stykke rav der er brugt i logoet. Er det en dinosaur eller måske et firben? Sidstnævnte er der mange af på øen - i alle størrelser.
Costa Ambar kaldes den nordlige kyst, hvor jeg boede. Ravkysten. Og det er naturligvis fordi der er fundet meget rav langs kysten.

Så fint den er fanget i harpiksen engang for meget længe siden. Jeg syntes, den lignede en edderkop, men nu tænker jeg måske en myre.

Den dygtige smykkemager arbejder koncentreret. Lige nu er han ved at slibe en sten af Larimar til at passe ind i fatningen på sølvringen.
Larimar er en utrolig smuk halvædelsten, som kun findes i DR.
 
Jeg købte et par øreringe i sølv med halvt rav og halvt larimar
 
Vi har gået en flot tur gennem byens små gader, langs vandet og er nået ud til spidsen af indsejlingen til Puerto Plata, hvor San Felipe fæstningen ligger placeret i de smukkeste, grønne omgivelser. Der er i øvrigt ved at blive lagt sidste hånd på et stort colosseum til venstre for mig.

Udsigten fra San Felipe fæstningen er unik. Den er bygget i 1500-tallet for at skræmme pirater, som har været en plage for ravkysten i mange år.

Udsigten fra San Felipe fæstningen ind mod byen og industrihavnen. I øvrigt kan man se uvejret oppe ved Pico Isabel de Torres.

RAVKYSTEN

Vi hoppede med på en tur til Blue Lagoon, hvor vi bl.a. også besøgte en plantage, kendte strande og en rigtig lækker lagune "Laguna Dudu" i Cabrera. Der var en del regnbyger denne dag, og det tog lidt af fornøjelsen, men til gengæld mødte vi danske Inger og Patrick (mor og søn), og de var rigtig dejligt selskab. Pga regnen havde jeg ikke kameraet fremme så tit. Der kommer fotos fra Laguna Dudu senere.

Kakaobønner

Playa Caleton

Playa Grande



SANTIAGO

Jeg fik af en af guiderne at vide, at jeg skulle tage en Gua Gua til Sosúa (so  i øvrigt er DRs svar på Thailands Pattaya beach), og derfra en bus til Santiago, og på samme måde retur. Så Sanne og jeg stillede atter op udenfor hotellet og ventede på, om der mon kom en Gua Gua med retning mod Puerto Plata. Det gjorde der, og den var godt nok fyldt! Myldretid! Men sådan var det, og selvom det virkede umuligt, blev der plads til os, og senere flere på ruten. Jeg bad ham, der tog imod penge om at stoppe ved Caribe Tours, og minsandten om ikke vi standsede lige udenfor deres kontor. 10 min. senere kom bussen til Santiago. Utrolig heldigt ramt. To timer op gennem bjergene. Det var smukt.
Fra Caribe Tours første af to stoppesteder i Santiago de los Caballeros, tog vi en taxa til centrum - Parque Duarte.

Her er lidt fotos fra Santiago:

Duarte findes overalt i DR, og de elsker ham. Som der står på stenen her, er han landets fader.
Juan Pablo Duarte sendte efter 22 års besættelse haitianerne hjem i 1844, og gjorde dermed Den Dominikanske Republik selvstændig og fri.
Nå ja, så er det jo ikke så underligt, at de er vilde med ham ;)

Karnevallet i februar måned i DR er en af landets absolut vigtigste begivenheder. I Palacio Consistorial er nogle af de flotte masker og dragter udstillet.

Vindermasken fra 2017. Udgangspunktet for enhver maske er et "dyr" der ligner en krydsning mellem en and og en tyr.

Maske og dragt inspireret af DRs flag

Catedral Santiago Apóstol var desværre lukket det meste af eftermiddagen pga et militært arrangement, der i øvrigt gav trafikkaos hele dagen.

Vores selvbestaltede "guide" sagde, dette var et børnehjem, og at han underviste i historie der. Det er et usædvanlig velholdt børnehjem, hvilket nok skyldes, at det irl er Santiagos handelsskole...

Farverige bygninger fra kolonitiden

Politi-"mesteren" lovede mig, at han ville passe på os under vores besøg i Santiago

Fortaleza San Luis, der placeret langs DRs største flod, Yaque, er i dag museum.
Tidligere har det været fængsel og tidligere endnu brugt i "Restoration"-krigen som afsluttede kolonitiden og sendte spanierne hjem i 1865

I indgangsporten til fortet hænger våbenskjold for alle de større byer. Kan du genkende et af dem?

Fantastisk udsigt fra Fortaleza San Luis!
Yaque eller Yaque del Norte deler Santiago i to dele. Nord for floden bor de rige. Syd for floden bor de fattige.

Hermanos Patiño hedder den røde bro over Yaque i baggrunden. De lokale kalder den også "Golden Gate" ;)

Universitetet i Santiago

"Presidente" hedder DRs øl, der i øvrigt eksporteres til en hel del lande. Den er opkaldt efter Trujillo, der var præsident, da bryggeriet blev grundlagt i 1935. I de oprindelige bryggeribygninger i Santiago findes en sjov samling fotos af kendte personer, der drikker Presidente bl.a. Hillary Clinton og Julio Iglesias. Kan du finde dem?

Grundskolen i Santiago opkaldt efter Emilio Prud'Homme, der har skrevet teksten til DRs nationalsang.

Parque Colón hylder Colombus. Til venstre i dette kunstværk i parken viser et maleri Colombus' ankomst til DR i 1492, og til højre et maleri af mødet mellem kolonimagten Spanien og de indfødte taíno indianere

El Colóns tre skibe Santa Maria, La Niña og La Pinta er gengivet i kobber i parken

Se lige et imponerende træ de har i Parque Colón i Santiago. Wow!

Jeg ved ikke, hvorfor de har en kirke til ære for den østligste provins, Altagracia, i Santiago?!? Jeg vil tro, det snarere hænger mere sammen med et berygtet maleri, der hedder det samme som kirken: "Nuestra Señora De La Altagracia". Flere mirakler tilskrives maleriet, og engang imellem har vi jo alle brug for et mirakel.

Shopaholic? Ikke det der ligner!! Jeg hader at shoppe!
Men der var dejlig køligt og bænke at sidde på i midten af Marcado Modelo, som er et storcenter midt i Santiago de los Caballeros. Jeg hvilede, mens Sanne shoppede løs.







HAITI

Hjemmefra havde vi forsøgt at finde nogen, der ville være guider for os i Haiti, men det blev afslået af alle med den begrundelse, at det var alt for farligt, og de ikke ville kunne garantere for vores sikkerhed. Jeg snakkede med en medarbejder i hotellets dykkercenter om det. Dionis og jeg var efterhånden ved at være venner, og han ville se, hvad han kunne gøre. Han fandt via Olga, der er dominikansk turarrangør, frem til guiden George, som gerne ville tage os med til Haiti. George er fra Belgien, men flyttede til DR, da han blev pensioneret fra militæret. Udover os tre deltog tre hollandske turister, selveste Olga og chaufføren Pedro.

Her er lidt fotos fra Haiti:

Det var meget tidlig morgen og alt for tidligt til at få morgenmad på hotellet inden afgang, så da George spurgte, om vi var friske, svarede jeg, at jeg manglede min morgenkaffe... Det blev løst med det samme. Vi holdt ind til siden og fik morgenkaffe hos denne morgenfriske dame. Hvor herligt!


Efter et par timers kørsel holdt vi ind for at spise morgenmad. Der var en masse lækkerier at vælge imellem ved disken, og jeg fik indbagt kylling, spejlæg, bolle og appelsinjuice. Ganske fint og kun "lidt" tør kylling og bolle.

Vi spiste morgenmad i Los Quemados i denne landhandel, som vitterligt har alt, man behøver. Det er her, de lokale handler.

George har klaret de officielle opgaver i Restauracíon, så vi alle har fået tilladelse til at rejse ind i Haiti. Et diskret bidrag til kaffekassen gjorde udslaget. Vi måtte ikke fotografere myndighederne, men Geroge stillede gerne op.

Vi er ankommet til Tiroli i Haiti, og besøger børnehjemmet for de forældreløse børn. Et projekt der ligger George meget på hjerte. Børnene synger velkomstsang for os.

Flere forældreløse børn synger for os.

Der er marked i byen i dag. Det er der hver tirsdag og lørdag, og de dage sker der noget i byen. Resten af tiden er her meget stille. Det er generelt svært at få lov at krydse grænsen mellem DR og Haiti, men ikke på markedsdage for der skal man jo handle!

Var det noget med et grisehoved uden ansigt? P.S. Der er ca. 30 grader varmt i dette øjeblik.

Nogle af os hviler lidt i skyggen, og børnene der følger os gør så også.

Den statslige skole i Tiroli. Der er ikke mange elever, da vi ankommer, for det er frokosttid, og så er de taget hjem for at spise.
Tiroli er meget fattig, som det gælder for det meste af Haiti. Det er som om denne landsby er blevet glemt af resten af landet, men det gør jo så, at vi kan komme her ubemærket. Indbyggerne kender ikke til problemerne i resten af landet, og tager det derfor heller ikke til sig. De har nok at gøre med at overleve.

Haiti er tidligere fransk koloni, så der tales fransk (og haitiansk kreol), hvilket også ses på tavlen i et undervisningslokale på skolen.

Denne bedstemor lokkede George til at tage sine gæster med og vise hendes hus frem. Selvfølgelig mod at gæsterne betalte penge til hende. Nu er det en fast aftale, at George og gæster kommer forbi. Vi er i den ca. 2x2 m2 store stue.

Modsatte hjørne af stuen

En mand sad i soveværelset og spiste.

Bedste er moderne. Hun har udekøkken!

Toilettet er også udenfor boligen med stue, soveværelse og et udlejet værelse.

Fantastisk udsigt bag bedstes hus i Tiroli

Markedsvarer, Tiroli.

Marked, Tiroli.

Marked, Tiroli.

Gadekøkken. I dag står den på kylling, og det dufter skønt!

Børnene på børnehjemmet laver ting til at sælge til os i stedet for blot at modtage penge. Jeg købte en udskåret trææske til Tobias.

Gadebørnene tigger, da vi skal køre.

Tilbage i byen Restauracíon i DR er det tid til frokost på restaurant. Vi fik kylling med diverse tilbehør og kokoskager til kaffen. Det hele smagte lækkert!

Haitiflokken foran templet for den mand, der i dette skarpe sving mistede livet. George fortalte, at nogle gæster havde talt svingene på turen gennem bjerge. Der var 223.

Smukt!

Cassava er en rodfrugt, der minder om melede kartofler, når de er kogt. De smagt helt fint.

Her skal cassavaerne ikke koges, for vi er ved et landevejsbageri, og så skal de bruges til brød. Saften fra rå cassava er giftig, så den skal fjernes før brug.

Den lange ovn er meget varm. Brødene bages ovenpå ovnen.

Det færdige cassavabrød. Det er stort og perfekt rundt, for der er brugt en cykelfælg til at skære det ud efter.
Det smagte ikke af så meget. Til gengæld var det hårdt og tørt. Jeg tænkte på skibskiks, da jeg smagte brødet.

Den tidligere grænseovergang mellem DR og Haiti i Dajabón.

Massakrebroen fra "Persillemassakren" i 1935. Grænseovergang mellem Dominikanske Republik og Haiti
 
Præsident Trujillo hørte rygter om, at haitianere gik over grænsen og stjal kvæg og afgrøder i DR, og satte derfor i oktober 1935 militæret på en "sorteringsopgave".
Soldaterne skulle vise alle en dusk persille og bede dem sige, hvad det var. De fransk/kreoltalende haitianerne forventedes at have svært ved at udtale det spanske ord "perejil" [pæræhil] = persille. Udtalte de det forkert, blev de anset for at være haitianere og dermed ulovlige immigranter, hvilket blev straffet på stedet med dødsstraf.
Soldaterne skød "forbryderne", og smed dem fra denne bro ned i floden. Da de løb tør for ammunition, brugte de macheter. Massakren kaldes også "Persillemassakren", og Dajabónfloden kaldes også "Massakrefloden". Antallet af dræbte de syv dage, massakren foregik, er uvist, men angives til op mod 12.000 personer.
 
Det er store vaskedag på Dajabónfloden for disse kvinder i dag. De er i Haiti. Jeg er i DR.

Dajabónfloden aka Massakrefloden.

Saltsøerne ved Monte Cristo

Saltsø og "Table mountain" i baggrunden. Meget passende navn til bjerget, ikk'?

Tak fordi jeg måtte besøge jer på Hispaniola. Det har været en fornøjelse! :)